Grønløkke 18, 4622 Havdrup

Energimærke A og indflytningsklart

Velkommen til Grønløkke 18.

Her kan I bare flytte ind....

Boligen er til jer, der ikke orker istandsættelse og høje varmeregninger. Boligen har energimærke A og er fuldstændig gennemrenoveret.

Det første man bemærker, når man kommer til boligen er den flotte flisebelægning, smuk havelåge samt nyere isoleret skur, - ja selv indgangspartiet spiller. Flot indbydende entré med trappe til 1. sal samt gæstetoilet. Stor rummelig stue, der grænser op til smukt HTH køkken med masser af skabsplads. Bryggers med separat indgang, hvilket gør dagligdagen med hund og børn nem. Bryggerset er forsynet med vaskesøjle, håndvask og skabe. Fra stuen er der udgang til fed overdækket terrasse samt sydvendt have. Haven er opdelt med fliseterrasse samt græsplæne, hvilket giver fin plads til solsenge mv.
1. salen byder på 3 gode værelser samt badeværelse med både bruseniche samt badekar. Som prikken over i´et er loftsrummet udnyttet, hvortil man får et super godt disponibelt rum.

Alle vinduer og døre er skiftet. Alle hårde hvidevarer er nyere. Badeværelset på 1. sal er lavet sidste år. Nyt undertag samt isolering af gulv og ydervægge. Skuret er isoleret som beboelse, hvilket giver fine anvendelsesmuligheder. Fra første til sidste øjekast er der pænt og styr på tingene både inde som ude.

Grundejerforeningen har netop vedtaget opsættelse af ladestandere til el-biler.

"Løkkerne" er en super beliggenhed i Havdrup og et sandt mekka for børnefamilier. Stisystemet tager nemt og sikkert ungerne til skolen. Bakkerne er et yndet grønt område at gå en tur og fange en haletudse. Bakkerne er endvidere her Halloween afholdes for fuld skrue. I Havdrup er indkøbsmulighederne i top, idet vi har Danmarks bedste Super Brugsen. Borgerforeningen gør et kæmpe arbejde og her foregår alt lige fra Banko, juletræsfest, Fastelavn, Høstfest, børnedisko samt meget andet.

Vi glæder os til at vise jer boligen, ring for fremvisning allerede i dag.